Tiden går hurtigere nu. I starten talte vi dage og uger, alt var nyt og langsomt og overvældende. Nu går dagene raskere afsted og vi kan tænke: "er det allerede mandag igen..." Det tror vi er en god ting. Vi er længere inde i vores opgaver og mærker fremskridt på alle fronter. Tilpasning, sprog, omgangskreds - glæden over en god daglig rutine og ligeledes glæden ved de små afbræk og opdagelser midt i dagligdagens trummerum.
Vi mærker dog også på krop og sjæl, at livet overseas har en ikke altid overskuelig dynamisk karakter. Det er et hårdt vilkår, at mennesker der er kommet tæt på - skal rejse til andre himmelstrøg. Vi har lige været til afskedsfest hos en dejlig familie, som vi kommer til at savne meget og nedtællingen til voluntørafrejserne er også begyndt. Men netop denne kommen og gåen er nu også mere end et nødvendigt onde, for der kommer hele tiden nye folk til, med nye spændende liv og perspektiver og tanker om den verden de kommer fra og den virkelighed de er kommet til.
Adam har sidste dag i skolen på fredag og en lang sommerferie venter forude. Vi fortsætter med sprogstudier som hidtil og ser meget frem til besøg fra DK i juli. Mads har fået plads på sin egen preschool fra august og han glæder sig umådelig meget.
Kærlig hilsen os.